Let’s talk #3: At være mor til et
barn på udveksling
Her er min mors indlaeg som jeg bad hende skrive. Det er super langt og velskrevet, og jeg syntes at det var spaendende at laese og det tror jeg ogsaa at der er andre derude der vil synes (isaer foraeldre til kommende udvekslingsstudenter). Kommende udvekslingsstudenter eller jer der overvejer det og bare mangler at overtale jeres foraeldre kan eventuelt vise det til dem. Tak mor. <3
"Jeg har i 16 år vidst hvad Frederikke spiste morgen, middag og aften, hvad tøj hun havde på, hvad hun havde for i lektier, kendte lærer, skolekammerater og venner, og pludselig ved man ikke den slags mere."
Beslutningen om at
sige JA
Da Frederikke i sommeren 2012 begyndte at tale om, at hun
godt kunne tænke sig et år i USA som udvekslingsstudent, var der aldrig tvivl i
mit sind om at det skulle hun have lov til.
Vi var lige kommet hjem fra en ferie i London, hvor jeg
observerede hvordan hun let og ubesværet bestilte mad, gik i hotellets
reception og bad om flere håndklæder og i det hele taget bare trivedes i det
fremmede og med det fremmede sprog, som en fisk i vand, da hun begyndte at tale
om at hun gerne ville være udvekslingsstudent i USA.
Det var altså let for mig at sige JA til hendes ønske, og vi
lavede en aftale om, at hun kunne ombestemme sig indtil en bestemt dato,
hvorefter hun skulle have taget den endelige beslutning. Frederikke havde
tidspunkter, hvor hun var usikker på om hun ville afsted og sådan en tvivl er
fuld forståelig, for det er et stort spring ud i det ukendte. Undervejs i forløbet
kunne jeg mærke, at usikkerheden blev mindre og mindre, og da datoen nærmede
sig for at hun skulle tage endelig stilling, var hendes beslutning klar. Hun
ville afsted.
En dannelsesrejse
Frederikke har været i USA i 2½
måned nu, og jeg er i løbet af denne tid begyndt at se hendes ophold i USA som
en dannelsesrejse. Det er egentlig ikke et udtryk vi bruger i 2013, men et
udtryk fra gamle dage, hvor velstillede familier sendte deres unge mennesker ud
for at opleve verden ½ eller helt år. I 2013 behøver man heldigvis ikke være
ligefrem velstillet for at sende sit barn på udvekslingsophold, men billigt er
det absolut ikke.
Frederikke har sin hverdag på et
andet kontinent langt væk fra den verden, hun er vokset op i og har set som den
naturlige måde at tænke og være på. Hun oplever kulturelle forskelle hver
eneste dag og lærer at begå sig i dem.
Synet på unge er meget forskelligt i Danmark og USA. Danske forældre
opdrager som regel deres børn med frihed under ansvar og både opdragelsen og
det danske skolesystem forsøger at fremme at den unge udvikler selvstændighed.
Sådan er det ikke helt i USA. Den danske teenager må indstille sig på at skulle
afgive noget af sin selvstændighed og indrette sig med, at de voksne i hjemmet
og skole har indflydelse på og bestemmelse over den unge i højere grad og i
længere tid end i Danmark. Jeg tror det er sundt for danske unge at opleve, at
andre steder i verden har man altså et andet syn på hvad 16-årige må og ikke må,
og ikke mindst at de danske unger finder ud af at indrette sig med det og lærer
den fleksibilitet man også som voksen bliver nødt til at kunne håndtere.
Endnu en fordel ved at Frederikke
opholder sig så længe i et andet land er det sproglige. Jeg tror vi kommer til
at se, at flere fra hendes generation kommer til at flytte sig globalt efter
jobs. Min generation ser på at jobs forsvinder ud af landet og til andre lande.
Mit gæt er at vores børns generation giver sig til at tage de steder hen, hvor
der er jobs, de gerne vil have. Her er sproglig dygtighed og forståelse for
andre kulturer en god rustning til at arbejde på et globalt marked. Og ikke
mindst at kunne forstå, at man ikke kan opføre sig som dansker alle steder, men
må indgå i den kultur, hvor man lever enten som udvekslingsstudent eller ansat.
Usikkerhedsfaktorer
Når ansøgningsprocessen er overstået er det bare at vente.
Det eneste vi vidste på det tidspunkt var stort set at Frederikke skulle til
USA. Punktum. Vi vidste ikke i hvilken stat, og vi vidste ikke hvilken type
familie hun kom til at bo hos. Det kunne være en familie med mange børn, et
homoseksuelt par, en enlig forælder, en ældre eller et par uden børn. Det er
lidt af en udfordring for en forældre ikke at have indflydelse på hvor ens barn
skal bo langt hjemmefra og i et andet land i et år. Men det er betingelserne.
Og på det tidlige tidspunkt i processen, ved man heller ikke hvornår man ved
noget. Det kan sagtens forekomme, at det er meget tæt på afrejsedatoen før der
er fundet en værtsfamilie, så alt er ukendt på det tidspunkt. Frederikke fik
allerede besked om sin stat og værtsfamilie i slutningen af februar 2013, og
det betød at værtsfamilien, hun og jeg havde god tid til forberedelse både
praktisk og mentalt.
Så er der afrejsen….Oh my God. Frederikke skulle rejse
alene. Nogle gange rejser flere danske udvekslingsstudenter en del af rejsen
sammen, men tilfældet ville at Frederikke skulle rejse alene. Det tog hun
egentlig meget roligt, om end hun gerne ville have haft rejsefæller. Jeg tog
det også roligt – udadtil, men indeni var jeg vanvittig nervøs for at hun
skulle på så lang en rejse alene med mellemlandinger i Paris og Atlanta.
Jeg fandt en App og fulgte hendes flyrejse. Dels fordi jeg
synes det var sjovt at følge med i, hvor hun var på sin rejse, men også for at
følge med i om der var kritiske forsinkelser der betød, at hun ikke kunne nå
næste fly.
Langdistance
mor-datter relation
Det kræver sin kvinde, når den sidste unge i reden begynder
at hoppe ud, om end de første ”hop” er midlertidige. Men vi ved jo at det er
forberedelsen til det endelige spring ud i et eget liv, og det er også sådan
det skal være. Jeg har i 16 år vidst hvad Frederikke spiste morgen, middag og
aften, hvad tøj hun havde på, hvad hun havde for i lektier, kendte lærer,
skolekammerater og venner, og pludselig ved man ikke den slags mere. Det kræver
lidt selvkontrol ikke at blive en rigtig spørge Jørgen og stille 1000-vis af
spørgsmål, når hun kontakter mig, og derfor er jeg også så glad for hendes blog
og alle billederne, som jeg får at se. Tilsammen giver det mig en enestående
mulighed for at følge hendes liv og begrænse mine spørgsmål, når hun ringer
eller skriver. Jeg sender en pakke til hende én gang om måneden med noget jeg
synes hun skal have og noget hun har bedt mig sende. Jeg elsker at sende pakker
til hende og har altid et eller andet liggende, som skal med i næste pakke. Jeg
tror hun elsker det lige så meget, for hun sender også pakker til mig, selvom
det jo ikke er helt billigt, når man kun har sine lommepenge.
Umiddelbart oplever jeg vores mor-datter relation som
uændret, men ved nærmere eftertanke er der selvfølgelig sket nogle ændringer,
idet jeg – ligesom hende – må indrette mig med, at der er andre regler og
bliver truffet andre beslutninger omkring hendes ve og vel, end jeg
nødvendigvis ville have gjort. Det er også i orden, så længe det ikke påvirker
hende i alarmerende negativ grad. Jeg tror også, at det er vigtigt for Frederikke,
at der ikke bliver hevet i hende fra flere sider. Hun er i USA, hos en dejlig
amerikansk familie der vil hende det bedste, og det er her de daglige
beslutninger skal træffes.
Min datter modnes
Jeg nævnte dannelsesrejsen længere oppe, og nævner det igen.
Grundlæggende har Frederikke jo dannet holdninger og værdier inden sin afrejse,
men jeg ser også at hun får flere facetter nu. Jeg ser det ved at hun indretter
sig i sine nye omgivelser, springer ud i nye ting, engagerer sig i
lokalsamfundet og får amerikanske venner og finder sit sted at stå i USA. Det
har hun gjort på relativ kort tid, hendes alder taget i betragtning. Hun
knurrer nogle gange over et eller andet hun synes er træls, men der går ikke
længe inden hun indretter sig med forholdene og bare integrerer det i sin
hverdag. Jeg tror faktisk ikke engang at hun bemærker at accepten over noget,
hun umiddelbart anser som træls, bare bliver en del af hverdagen. Det tidspunkt
hvor hun har overrasket mig allermest de sidste 2½ måned var da hun meddelte mig,
at hun har tilmeldt sig en skønhedskonkurrence på skolen. Det kræver altså mod,
selvstændighed og beslutsomhed at sige: Ja, det deltager jeg i! Min 16 årige
(danske) datter er på egen hånd langt væk hjemmefra, og jeg ved det kræver
mange ressourcer at indrette sig med den anderledes kultur og at få det
sproglige på plads, og at hun har overskuddet til at beslutte at deltage i en
skønhedskonkurrence oveni alt det, beundrer jeg hende dybt for. Hvor kom det
mod og overskud dog fra <3 J
Hun suger simpelthen det hele til sig og lader ikke en chance gå forbi sig for
at opleve den amerikanske kultur. Der er ingen tvivl om, at hun forstår, at der
er nogle ting, som er ”once in a lifetime”, og hun sørger for at få fuld
udbytte af det.