Let's talk #3: Mor fortaeller

Let’s talk #3: At være mor til et barn på udveksling

Her er min mors indlaeg som jeg bad hende skrive. Det er super langt og velskrevet, og jeg syntes at det var spaendende at laese og det tror jeg ogsaa at der er andre derude der vil synes (isaer foraeldre til kommende udvekslingsstudenter). Kommende udvekslingsstudenter eller jer der overvejer det og bare mangler at overtale jeres foraeldre kan eventuelt vise det til dem. Tak mor. <3

"Jeg har i 16 år vidst hvad Frederikke spiste morgen, middag og aften, hvad tøj hun havde på, hvad hun havde for i lektier, kendte lærer, skolekammerater og venner, og pludselig ved man ikke den slags mere."

Beslutningen om at sige JA

Da Frederikke i sommeren 2012 begyndte at tale om, at hun godt kunne tænke sig et år i USA som udvekslingsstudent, var der aldrig tvivl i mit sind om at det skulle hun have lov til.

Vi var lige kommet hjem fra en ferie i London, hvor jeg observerede hvordan hun let og ubesværet bestilte mad, gik i hotellets reception og bad om flere håndklæder og i det hele taget bare trivedes i det fremmede og med det fremmede sprog, som en fisk i vand, da hun begyndte at tale om at hun gerne ville være udvekslingsstudent i USA.

Det var altså let for mig at sige JA til hendes ønske, og vi lavede en aftale om, at hun kunne ombestemme sig indtil en bestemt dato, hvorefter hun skulle have taget den endelige beslutning. Frederikke havde tidspunkter, hvor hun var usikker på om hun ville afsted og sådan en tvivl er fuld forståelig, for det er et stort spring ud i det ukendte. Undervejs i forløbet kunne jeg mærke, at usikkerheden blev mindre og mindre, og da datoen nærmede sig for at hun skulle tage endelig stilling, var hendes beslutning klar. Hun ville afsted.

En dannelsesrejse

Frederikke har været i USA i 2½ måned nu, og jeg er i løbet af denne tid begyndt at se hendes ophold i USA som en dannelsesrejse. Det er egentlig ikke et udtryk vi bruger i 2013, men et udtryk fra gamle dage, hvor velstillede familier sendte deres unge mennesker ud for at opleve verden ½ eller helt år. I 2013 behøver man heldigvis ikke være ligefrem velstillet for at sende sit barn på udvekslingsophold, men billigt er det absolut ikke.

Frederikke har sin hverdag på et andet kontinent langt væk fra den verden, hun er vokset op i og har set som den naturlige måde at tænke og være på. Hun oplever kulturelle forskelle hver eneste dag og lærer at begå sig i dem.  Synet på unge er meget forskelligt i Danmark og USA. Danske forældre opdrager som regel deres børn med frihed under ansvar og både opdragelsen og det danske skolesystem forsøger at fremme at den unge udvikler selvstændighed. Sådan er det ikke helt i USA. Den danske teenager må indstille sig på at skulle afgive noget af sin selvstændighed og indrette sig med, at de voksne i hjemmet og skole har indflydelse på og bestemmelse over den unge i højere grad og i længere tid end i Danmark. Jeg tror det er sundt for danske unge at opleve, at andre steder i verden har man altså et andet syn på hvad 16-årige må og ikke må, og ikke mindst at de danske unger finder ud af at indrette sig med det og lærer den fleksibilitet man også som voksen bliver nødt til at kunne håndtere.

Endnu en fordel ved at Frederikke opholder sig så længe i et andet land er det sproglige. Jeg tror vi kommer til at se, at flere fra hendes generation kommer til at flytte sig globalt efter jobs. Min generation ser på at jobs forsvinder ud af landet og til andre lande. Mit gæt er at vores børns generation giver sig til at tage de steder hen, hvor der er jobs, de gerne vil have. Her er sproglig dygtighed og forståelse for andre kulturer en god rustning til at arbejde på et globalt marked. Og ikke mindst at kunne forstå, at man ikke kan opføre sig som dansker alle steder, men må indgå i den kultur, hvor man lever enten som udvekslingsstudent eller ansat.

Usikkerhedsfaktorer

Når ansøgningsprocessen er overstået er det bare at vente. Det eneste vi vidste på det tidspunkt var stort set at Frederikke skulle til USA. Punktum. Vi vidste ikke i hvilken stat, og vi vidste ikke hvilken type familie hun kom til at bo hos. Det kunne være en familie med mange børn, et homoseksuelt par, en enlig forælder, en ældre eller et par uden børn. Det er lidt af en udfordring for en forældre ikke at have indflydelse på hvor ens barn skal bo langt hjemmefra og i et andet land i et år. Men det er betingelserne. Og på det tidlige tidspunkt i processen, ved man heller ikke hvornår man ved noget. Det kan sagtens forekomme, at det er meget tæt på afrejsedatoen før der er fundet en værtsfamilie, så alt er ukendt på det tidspunkt. Frederikke fik allerede besked om sin stat og værtsfamilie i slutningen af februar 2013, og det betød at værtsfamilien, hun og jeg havde god tid til forberedelse både praktisk og mentalt.

Så er der afrejsen….Oh my God. Frederikke skulle rejse alene. Nogle gange rejser flere danske udvekslingsstudenter en del af rejsen sammen, men tilfældet ville at Frederikke skulle rejse alene. Det tog hun egentlig meget roligt, om end hun gerne ville have haft rejsefæller. Jeg tog det også roligt – udadtil, men indeni var jeg vanvittig nervøs for at hun skulle på så lang en rejse alene med mellemlandinger i Paris og Atlanta.

Jeg fandt en App og fulgte hendes flyrejse. Dels fordi jeg synes det var sjovt at følge med i, hvor hun var på sin rejse, men også for at følge med i om der var kritiske forsinkelser der betød, at hun ikke kunne nå næste fly.

Langdistance mor-datter relation

Det kræver sin kvinde, når den sidste unge i reden begynder at hoppe ud, om end de første ”hop” er midlertidige. Men vi ved jo at det er forberedelsen til det endelige spring ud i et eget liv, og det er også sådan det skal være. Jeg har i 16 år vidst hvad Frederikke spiste morgen, middag og aften, hvad tøj hun havde på, hvad hun havde for i lektier, kendte lærer, skolekammerater og venner, og pludselig ved man ikke den slags mere. Det kræver lidt selvkontrol ikke at blive en rigtig spørge Jørgen og stille 1000-vis af spørgsmål, når hun kontakter mig, og derfor er jeg også så glad for hendes blog og alle billederne, som jeg får at se. Tilsammen giver det mig en enestående mulighed for at følge hendes liv og begrænse mine spørgsmål, når hun ringer eller skriver. Jeg sender en pakke til hende én gang om måneden med noget jeg synes hun skal have og noget hun har bedt mig sende. Jeg elsker at sende pakker til hende og har altid et eller andet liggende, som skal med i næste pakke. Jeg tror hun elsker det lige så meget, for hun sender også pakker til mig, selvom det jo ikke er helt billigt, når man kun har sine lommepenge.

Umiddelbart oplever jeg vores mor-datter relation som uændret, men ved nærmere eftertanke er der selvfølgelig sket nogle ændringer, idet jeg – ligesom hende – må indrette mig med, at der er andre regler og bliver truffet andre beslutninger omkring hendes ve og vel, end jeg nødvendigvis ville have gjort. Det er også i orden, så længe det ikke påvirker hende i alarmerende negativ grad. Jeg tror også, at det er vigtigt for Frederikke, at der ikke bliver hevet i hende fra flere sider. Hun er i USA, hos en dejlig amerikansk familie der vil hende det bedste, og det er her de daglige beslutninger skal træffes.

Min datter modnes

Jeg nævnte dannelsesrejsen længere oppe, og nævner det igen. Grundlæggende har Frederikke jo dannet holdninger og værdier inden sin afrejse, men jeg ser også at hun får flere facetter nu. Jeg ser det ved at hun indretter sig i sine nye omgivelser, springer ud i nye ting, engagerer sig i lokalsamfundet og får amerikanske venner og finder sit sted at stå i USA. Det har hun gjort på relativ kort tid, hendes alder taget i betragtning. Hun knurrer nogle gange over et eller andet hun synes er træls, men der går ikke længe inden hun indretter sig med forholdene og bare integrerer det i sin hverdag. Jeg tror faktisk ikke engang at hun bemærker at accepten over noget, hun umiddelbart anser som træls, bare bliver en del af hverdagen. Det tidspunkt hvor hun har overrasket mig allermest de sidste 2½ måned var da hun meddelte mig, at hun har tilmeldt sig en skønhedskonkurrence på skolen. Det kræver altså mod, selvstændighed og beslutsomhed at sige: Ja, det deltager jeg i! Min 16 årige (danske) datter er på egen hånd langt væk hjemmefra, og jeg ved det kræver mange ressourcer at indrette sig med den anderledes kultur og at få det sproglige på plads, og at hun har overskuddet til at beslutte at deltage i en skønhedskonkurrence oveni alt det, beundrer jeg hende dybt for. Hvor kom det mod og overskud dog fra <3 J Hun suger simpelthen det hele til sig og lader ikke en chance gå forbi sig for at opleve den amerikanske kultur. Der er ingen tvivl om, at hun forstår, at der er nogle ting, som er ”once in a lifetime”, og hun sørger for at få fuld udbytte af det.