Let's talk #1: At have en kæreste mens man er på udveksling

#1 At have en kæreste mens man er på udveksling

Fra Tivoli da min kaereste og jeg var i Koebenhavn for
at faa mit visum. 

Det første indlæg i serien kommer til at handle om at have en kæreste mens man er på udveksling. Jeg fik min kæreste til at skrive lidt, og jeg synes egentligt at det siger det meste. Der er super mange forhold der går til grunde i løbet af et udvekslingsår, men med den rette indstilling og et sundt forhold kan man sagtens få det til at fungere. Min kæreste og jeg snakker sammen dagligt - nogle vil måske mene, at det er forkert at snakke med nogle derhjemme hver dag, men det er sådan vi føler, at det fungerer bedst og sådan vi føler, at det føles mest som var vi ikke adskilt. Min kæreste og jeg havde været sammen i ca. 8 måneder før jeg tog afsted. Vi var sammen ca. en gang om ugen indtil sommerferien hvor jeg naesten boede hos ham undtagen de dage hvor mig og min mor lavede noget sammen. Jeg var ogsaa i hans lejlighed lige indtil det sidste, for jeg kunne ikke holde tanken om at forlade hans lejlighed og sige farvel og saa derefter sige farvel i lufthavnen igen. Vil ikke pakke noget ind i soelvpapir, saa I faar det bare direkte. Afskeden i lufthavnen var forfaerdelig, jeg foelte at nogen havde revet mit hjerte ud og trampet paa det og jeg havde mest af alt lyst til at loebe ud fra flyet og droppe det hele, og det har jeg stadig nogle gange naar jeg savner ham rigtig meget. Udveksling er svaert i forvejen, men det bliver altsaa bare endnu svaerere naar man ogsaa har en kaereste at savne. Omvendt synes jeg at det er det hele vaerd, for jeg kunne ikke have klaret det uden min kaereste (og mor selvfoelgelig) fordi han har vaeret saa stor en stoette. Han har altid stoettet mig i min beslutning selvom det var traels for ham, han tog med mig til Koebenhavn for at faa visum osv. Min kaereste og jeg var helt afklarede omkring at vi ville faa det til at fungere, og det er jeg sikker paa at vi nok ogsaa skal hvor traels det end er. Jeg ved at det bliver det hele vaerd i juni naar jeg faar den foerste krammer i lufthavnen. Kan slet ikke forestille mig hvordan det maa foeles at se sin kaereste for foerste gang efter 10 maaneder udover at det maa vaere helt fantastisk. Vi snakker ogsaa meget om hvad vi skal lave naar jeg kommer hjem.
Naar jeg er alene eller har hjemve savner jeg ham rigtig meget, og det goer jeg ogsaa naar jeg er sammen med nogle, men der taenker jeg ikke rigtigt over det. Her er det min kaereste skrev.

"I starten er det en stor omvæltning. Selvfølgelig har det også meget at sige hvor alvorligt et forhold man havde før man blev adskilt, hvilket jo både kan være en fordel og en ulempe.

Hvis man ikke har så alvorligt et forhold, vil det måske ikke være lige så svært at undvære sin kæreste, til gengæld er der også mindre chance for det holder.

Den første måned virker til at være kritisk. Man må have en forståelse for når man sidder hjemme på sin pind i Danmark, at der er mange ting der kan virke spændende på den anden side af kloden hvor alt er nyt.

Men alt i alt, handler det bare om at have tiltro til sit forhold, og føle man kan stole på sin kæreste, så kan kærligheden faktisk føles forstærket når man mærker det hul der pludselig er opstået i sin hverdag.

Man må bare sørge for at udnytte fordelene (som f.eks. at få sin kæreste til at sende noget amerikansk slik!), og lære at leve med ulemperne.

Når alt kommer til alt, så lever vi trods alt i dag i en tid, hvor kontakten kan holdes nærmest lige så godt som hvis begge stadig var i Danmark!

Hvis man kun kunne snakke engang imellem pga. en enorm telefonregning havde det været meget sværere, men den digitale verden redder, så udnyt den.

Men alt i alt, skal man lære at lade være med at gå på bekymringerne om hvad der kunne gå galt, for i sidste ende har man ikke nogen magt over det, og ens forhold gavner sig ikke af at skabe sig anderledes end man ellers ville! Så kort sagt går det fint hvis bare man lige tager det roligt."